Kalender

december 2019
M Ti O To F L S
« mar    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  

Tanker om ensomheden

Du er ofte alene med dine tanker.

Jeg er sikker på, at mange psykologer ville kunne lave store afhandlinger og har mange teorier om emnet, hvordan og hvorfor kræftpatienter reagerer som de gør. Jeg er ikke psykolog, men kræftpatient og har følt på min egen krop, hvordan man i mange situationer kan føle sig ganske alene, selv om man har en god familie omkring sig og et godt netværk at støtte sig til.

Det halve år, der gik, inden jeg fik konstateret lymfekræft, var en periode, hvor tanken om, at det kunne være kræft, poppede op i mit hoved flere gange, men jeg turde da ikke nævne det for nogen, ikke engang min mand, så det blev egentlig ikke diskuteret, ej heller blev der taget stilling til noget som helst i den retning. Det gav søvnløse nætter og megen nervøsitet for hver gang, jeg blev sendt til en undersøgelse. Også den første bemærkning om hypokondri gjorde, at jeg holdt lav profil og led i det stille. Man fornægter jo tanken hver gang, den kommer. ”Det rammer da ikke mig”.

Det gjorde det jo alligevel, og da diagnosen var stillet, blev alt først kaos inde i mit lille hoved, men heldigvis fik kampviljen snart overtaget, og jeg havde udadtil styr på det hele. Jeg troede, at de andre blev mere kede af det, hvis de så mig bryde sammen, så jeg holdt facaden. Den eneste jeg følte, jeg kunne tale med om min angst i starten, var min mand. Børnene ville vi ikke forskrække unødigt, men da de var næsten voksne, burde vi nok have været mere åbne over for dem. Hvor er det svært at gøre det rigtige, for der findes ingen facitliste, og det som er rigtigt for nogle personer, kan være helt forkert for andre.

Hele følelsesregisteret blev brugt

Under hele det lange forløb med kampen om helbredelse og overlevelse har jeg været hele følelsesregisteret igennem – kampvilje, håb, håbløshed, sejre og nederlag, glæde og tårer, og en masse snak med dem, som gad høre på mig. Jeg fik et tættere forhold til min elskede mand og fuld støtte fra børnene og nærmeste familie og venner. Men samtidig blev fårene skilt fra bukkene, og i dag har jeg en dejlig familie- og vennekreds, som jeg kan stole på og støtte mig til, når jeg har brug for det.

Blandt andet gik jeg i meget lang tid og tumlede med tanken om, at jeg måske skulle dø af dette her uden at have mod til at tale åbent om det med mine nærmeste. Det endte med, at jeg skrev mine bekymringer og inderste tanker ned i et brev til min mand, og det var medvirkende til, at vi fik taget hul på det, men hvor er det svært at få sat i gang, man er så bange for at træde på hinandens følelser.
Vi fik talt om både begravelse og gravsted, og det for begge parter, for jeg kunne i teorien lige så godt være den, som var tilbage. Det er der ingen af os, der har nogen garanti for, og uanset om man er syg eller ej, bør man have talt dette emne igennem. Det skylder man hinanden. Tidligere var det noget, jeg betragtede som hørende til vore gamle i familien, men sådan ser jeg ikke på det mere.

Egentlig er det nemmere at kunne give udtryk for sine følelser, mens man er syg og i behandling, for så har omgivelserne fuld forståelse for, at man undertiden er ked af det. Men i de perioder, hvor jeg var såkaldt ”raskmeldt”, skulle jeg helst være superglad for tilværelsen, men var det bare ikke altid, for jeg gik med den evige angst for, hvornår det mon vendte tilbage og følte, jeg havde nogle djævle tilbage et eller andet sted, der bare ventede på en chance for at gå i krig med mig igen. Det var også i en af disse perioder, hvor jeg igen stødte på ordet ”hypokonder”. Det kan få en til at klappe sammen som en østers.

Hvad jeg selv gjorde

Da jeg efter at have været halvvejs igennem tunnelen vendte tilbage til livet, var jeg ikke længere bange for selve døden, men jeg var ked af at skulle herfra så tidligt. Jeg følte, der stadig var så meget jeg gerne ville opleve sammen med min mand og mine drenge. I den forbindelse var der to ting, som fik stor betydning for mig. Så snart jeg havde kræfter til det, cyklede jeg ned til vores strand, satte mig i klitterne og kiggede ud over vandet. Der kunne jeg nemt sidde i halve timer og betragte det farvespil, der er i vandet og i himlen, og hvor meget det skifter farver fra det ene øjeblik til det andet – ligesom ens sindstilstand. Samtidig gav bølgeskvulpene mig en form for ro, og jeg følte ligefrem, at jeg trak energi til mig.

Det andet, som fik meget stor betydning for mig, var kontakten til min præst, som har lyttet til mig og talt med mig, og derigennem har jeg fået styr på min angst for døden. Hun har styrket mig i at få taget hul på de svære samtaler med mine kære og har fået mig til at se tingene fra helt andre vinkler, end jeg umiddelbart så dem.

Sidst, men ikke mindst, har jeg skrevet mig ud af mine op- og nedture. Jeg startede med at føre dagbog helt faktuelt om behandlingsforløbet, men senere kom mine tanker med ned på papiret, og jeg opdagede, hvor forløsende det kunne være at få sat ord på alle de løbske tanker, der kunne hvirvle rundt, specielt når jeg var blevet skubbet ud over kanten igen, igen. Det kan kun anbefales.