Kalender

december 2019
M Ti O To F L S
« mar    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  

Automatisk kladde

Der skulle ikke gå lang tid efter mine udfordringer med min hofte, før jeg begyndte at få ondt i højre arm. Min svigerfar gik med en “kold skulder”, og jeg syntes, jeg havde samme symptomer, så jeg bed smerterne i mig – igen den følelse fra andre: “hvad klager hun nu over”. Men efterhånden nævnte jeg det, når jeg var til kontrol på Hæmatologisk afd. på Riget, og da jeg havde en opmærksom læge, sendte han mig til en scanning, hvor det fremgik, at nu smuldrede skulderknoglen på samme måde som hoften.

Jeg blev henvist til Herlev ortopædkir. afd,, hvor der var en meget dygtig kirurg, der ville operere mig, og indsatte en ny kunstig skulderknogle. Det skete ultimo november 2010. Det var en hård genoptræningsperiode, men efter ca. 1/2 år var jeg funktionsdygtig og smertefri i armen.

Det er gået rigtig godt i 6,5 år, hvor jeg igen begyndte at få smerter i skulder og arm.  Jeg fik en henvisning til Herlev ortopædkir. afd, hvor jeg fik konstateret bruskdannelse og ødelagt muskel, hvorfor jeg først skulle prøve blokade med binyrebark. Det var jeg ikke begejstret for, da jeg i forvejen stadig er på prednigsolon, men prøvede det, som lægen foreslog.

Som jeg havde forventet, hjalp det overhovedet ikke. Derefter gik jeg i tre måneder til genoptræning gennem kommunen, men efter de tre måneder sendte min fysioterapeut mig tilbage til Herlev hospital, og kikkertoperation blev foretaget i februar 2018. (Det blev Gentote hospital, da Herlev-afdelingen nu er flyttet til Gentofte). Her blev bisespsenen skåret over og knoglen renset for urenheder. En længere genoptræningstid ligger forude, men acceptabelt bare jeg kommer af med de fleste af smerterne. Da bisespsenen er skåret over, får jeg mindre bevægelighed, men skulle ikke få smerter.

Det gik så ikke med den kikkertoperation. Efter kort tid blev det konstateret, at protesen havde forskubbet sig, og nu sad og gnavede på kuglen. Det har været smertefuldt, og med lidt pres på min operationslæge fik jeg en tid til ny operation, hvor den gamle halvprotese skulle ud og en helprotese sættes ind. Planlagt dato 12. september 2018.

Det blev så ikke den 12. september 2018, at jeg blev opereret. Da jeg var ved at blive klargjort til operation, konstaterede sygeplejersken, at jeg havde taget min blodtryksmedicin og Rapamunen, som undertrykker immunforsvaret, hvorfor operationen blev aflyst. Jeg var utrolig skuffet, fordi jeg nu havde sat mig op til at få det overstået. Operationer er netop ikke blandt mine succeshistorier. Men jeg var ikke blevet informeret tydeligt nok af narkoselægen på forhånd. Talte med ham i max to minutter, hvor han konstaterede, at jeg jo havde prøvet det før, så det var “som tidligere”. Måske skulle jeg have tænkt mere i medicinbaner, men var af den overbevisning, at jeg skulle tage min vanlige medicin om morgenen hjemmefra.

Jeg fik en ny tid den 3. oktober, og her forløb alt efter planen, bortset fra at jeg ikke kom hjem samme dag, ej heller næste dag, da jeg “naturligvis” blev meget syg af narkosen og den smertestillende medicin, de gav mig. Jeg havde udtrykkeligt givet besked om, at jeg ville blive syg af morfin/morfinlignende præparater, men alligevel gav de mig dette. 

Alt dette resulterede naturligvis i, at der gik lang tid med at komme ovenpå igen, og min genoptræning blev en hård tid. Efter to måneders personlig genoptræning på Gentofte hospital bad jeg om at blive overflyttet til Ishøj Kommunes genoptræningsplan. Ikke fordi det var utilfredsstillende, tværtimod, men transporten frem og tilbage til Gentofte en til to gange om ugen var hårdt.

Jeg fik tre måneders god genoptræning, hvorefter jeg kunne bruge min skulder/arm med næsten ingen smerter. Nu er det kun om natten og i særlige situationer, jeg har smerter. Dog skal siges, at “naturligvis” skete det, som sker i meget få tilfælde! – nemlig at min skulder er låst fast ved 90 gr vinkel, hvorfor jeg aldrig kan få den højere op end i vandret stilling. Det er besværligt i særlige situationer, men jeg har vænnet mig til det og accepteret det, som det er.

Som kuriosum skal nævnes, at min operationslæge i det sidste forløb på et tidspunkt nævnte, at den protese, jeg fik i 2010, blev fravalgt allerede et år efter, fordi man opdagede, at den ikke var god nok. Min protese holdt i 6 år, men jeg kunne godt have ønsket at få det at vide allerede på det tidspunkt, for så ville jeg have forlangt en udskiftning allerede der i stedet for at kæmpe med smerter og andre forsøg i mere end to år, før den endelige protese blev indsat. Det synes jeg et eller andet sted ikke er godt nok