Kalender

december 2019
M Ti O To F L S
« mar    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  

Mit liv før 1999

Man kan opdele sit liv i mange faser, alt efter hvor afgørende disse har været, og hvilke begivenheder, der har haft betydning for tilværelsen, det være sig både for en selv og for ens nærmeste.

Mit liv skal helt klart opdeles i tiden før og efter 1999.

Min barndom

Jeg er født i 1949 på en mellemstor gård på landet. Jeg havde to søstre, og vi havde en god, men også streng barndom. Streng i den forstand, at min far var meget striks og blev hurtigt gal. Vi var lidt bange for ham. Vi skulle hjælpe til på gården, næsten før vi kunne magte opgaverne. Blandt andet husker jeg, at jeg blev sat op på traktoren for at ”køre frem”. Jeg kunne ikke nå pedalerne, så min far satte traktoren i gear og jeg kørte. Når jeg så skulle standse, hoppede han igen op og trådte på pedalerne for at standse. Vi skulle passe vores skole og lektierne samt de faste pligter. Først derefter kunne vi lege med kammeraterne, hvis der var tid! Mine forældre har altid haft en streng økonomi, men min mor var dygtig til at få det til at køre rundt. Hun sled sig næsten op, for hun skulle være med ude samtidig med at hus, børn og stor have skulle passes. Ikke så mærkeligt, at det var nødvendigt, at vi hjalp til, så snart vi kunne.

Min ungdomstid

Jeg fik lov at komme i realskolen og på gymnasiet og var den første i familien, der fik en studentereksamen. Jeg var stolt og glad, den dag jeg fik huen, men samtidig lidt ked af det, for jeg var den eneste, der tog alene hjem med bussen. Alle de andre havde deres forældre med. Da jeg kom hjem, havde min mor lavet lagkage, som vi kørte ud i marken med og drak kaffe sammen med min far og nogle hjælpere, han havde den dag. Det var lidt af et antiklimaks. Senere sporede jeg dog en vis stolthed hos ham, for der blev holdt en familiesammenkomst. Jeg kan huske, at jeg den dag, jeg fik huen, svor, at sådan skulle mine fremtidige børn ikke opleve deres studenterdag, og det har jeg overholdt med begge drengene. Min mor var til gengæld glad og stolt, og har ofte sagt, at hun var glad for, at hendes piger fik en uddannelse, når hun ikke selv fik lov til at gå i skole efter grundskolen. Derefter tog jeg korrespondenteksamen på Handelshøjskolen, hvor jeg mødte min mand. Vi blev gift, og jeg begyndte på arbejdsmarkedet som sekretær i 1972. Jeg har været heldig med mine jobs. Det har været spændende, lærerige og udviklende opgaver, hvor jeg startede som korrespondent, men blev hurtigt chefsekretær og senere direktionssekretær.

Familie og arbejde

Det har ikke været legende let. Jeg har måttet arbejde hårdt og energisk for at leve op til kravene, men da det er ressourcer, jeg har haft med mig i bagagen fra barndommen sammen med det at være pligtopfyldende og serviceminded, er jeg blevet respekteret som person og kollega, og har derigennem fået noget selvtillid, som jeg i høj grad manglede i ungdommen. Det var lige så hårdt dengang at have små børn, job, hus og have og at få det hele til at gå op i en højere enhed.

Familiemæssigt blev jeg, som nævnt, gift, og vi fik to drenge, i 1976 og 1981. Det har været et familieliv som de fleste med gode og dårlige tider, men absolut mest gode med de to drenge, som har klaret sig godt og været/er os til stor glæde.

Mit helbred

Set i perspektiv har mit liv helbredsmæssigt nok ikke været så godt et liv. Som helt lille havde jeg engelsk syge. Det jeg husker bedst om den første tid, var det torskelevertran, jeg blev tvunget til at spise: Jeg får kvalme den dag i dag bare ved tanken! Jeg havde mange problemer med mine ben, stærke smerter og kramper, som varede til langt ind i teenageårene. I disse år begyndte jeg også at lide af migræne, hvilket var en stor pestilens for mig senere, da børnene var små, og jeg samtidig skulle passe mit job. Som voksen aborterede jeg i alt tre gange og fik fjernet en cyste på den ene æggestok. Desuden er jeg blevet opereret to gange i foden, hvor den ene hælknogle var blevet for stor og gav mange smerter.

Skelsættende begivenheder

Min far

Store drastiske begivenheder har jeg været forskånet for indtil 1987, hvor min far døde af cancer i maven. Han havde en meget hård tid de sidste to år. Der kunne intet gøres for at redde ham. Kun medicin til at lindre hans smerter. Det står den dag i dag som et mareridt for mig, at jeg skal komme i samme situation, for det var helt umenneskeligt, sådan som han led til sidst. Jeg havde ikke haft mange fortrolige samtaler med min far gennem livet, og følte ikke helt, at jeg kendte ham. Men det sidste år var det som om, han løste lidt op, og jeg nød nogle af vore samtaler. Det gjorde, at jeg efter hans død blev vred på ham, men samtidig savnede ham, for jeg følte, han havde snydt mig for så meget. At vi ved hans død samtidig fik at vide, at vi havde en bror, som han aldrig havde fortalt os om, gjorde ikke sagen bedre for mig.

Det gav lidt turbulens i familien – ikke min egen lille gode familie – men i forholdet til min mor, mine søstre og ikke mindst den nye bror. Jeg har aldrig haft et nært forhold til min lillesøster, som var fire år yngre end mig, og helt anderledes i sind og med andre interesser end mine. Vi havde ikke meget til fælles og sås ikke så tit. Hun fik et barn allerede som syttenårig, som hun adopterede bort. Hun blev gift med en mand, der var voldelig overfor hende, og hun fødte et dødfødt barn. Sin anden mand fik hun to drenge med, men han drak, og de havde et dårligt ægteskab, hvor hun havde svært ved at holde sammen på hverdagen.

Min søster

I 1992 blev min lillesøster syg og døde af brystcancer, kun 39 år, og efterlod sig to små børn på 4 og 9 år. Hun fravalgte selv at få behandling ud over fjernelse af brystet, og havde negligeret en læges opfordring til nærmere undersøgelse et halvt år tidligere. Det var helt uforståeligt for os andre, da hun havde to børn at kæmpe for. Det var frygtelig tragisk, og vi brugte mange kræfter på at få arrangeret den bedst mulige tilværelse for de to små børn. Det var en meget vanskelig opgave, og vi kom til kort overfor myndighederne og min lillesøsters nye mand (den tredje), som ikke var far til børnene, men som ønskede at beholde drengene og fik kommunens accept til det. Det har han klaret meget dårligt, men det er en helt anden historie.

Jeg ramte ”muren”

Tiden fra 1992 til 1999 er nok den bedste tid i mit liv. Ingen sygdom, godt og spændende job, børnene var begyndt at frigøre sig, og min mand og jeg havde både økonomi og tid til at være mere sammen og nyde hinandens selskab. Vi rejste meget og begyndte at spille golf, lagde planer for fremtiden, hvor vi drømte om flere golfrejser med vennerne og rejser ud i verden. Vi havde begge et meget spændende, men krævende job, som vi begge regnede med at kunne klare mange år frem i tiden (det var jo så sjovt, og vi havde kræfterne og overskuddet til det) — og så sagde det bare … BANG!!! Jeg ramte Muren hårdt og brutalt.