Kalender

december 2019
M Ti O To F L S
« mar    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  

Knoglemarvstransplantation

Rigshospitalet

2004 (år 1)

Informationsmødet

Det indledende møde på Rigshospitalet havde vi set frem til med stor spænding, og heldigvis var både min søn og min mand med mig, for selv om vi havde fået en del papirer til gennemlæsning inden mødet, var det svært stof både at forstå og forholde sig til. Det, som havde gjort størst indtryk på mig, var, at der stod, at man i yderste konsekvens kunne dø af det, selv om det kun var en ganske kort sætning, og der var så mange sider med anden forklaring.

Da vi var kommet op i ambulatoriet og stod og så os lidt forvildet omkring, blev vi lynhurtigt ”spottet” af en af sygeplejerskerne og budt velkommen. Det kan synes som en ubetydelig gestus, men for den usikre og lidt forbeholdne patient som mig betød det meget, og var noget, jeg lagde mærke til, og jeg var straks mere positiv stemt. Vi skulle have møde med min fremtidige kontaktlæge, og han gennemgik transplantationsforløbet med os. Han tog sig god tid til det, men det var stadig svært stof, og jeg blokerede da også på et tidspunkt Men heldigvis forsøgte min mand og min søn at forstå, hvad det hele drejede sig om og kunne korrigere mig senere i det, jeg ikke helt havde forstået. Hidtil havde det hele drejet sig om trombocytter, leukocytter og hæmoglobin, og det havde jeg helt styr på, men nu skulle jeg til at lære om B-celler, T-celler, GvH, kimærisme, immunstoffer etc. etc., for ikke at nævne alle de forskellige medicinpræparater jeg skulle indtage, da det i høj grad var en medicinsk balancegang at få donormarven til at overtage min krop. Det var rent fagligt og klinisk, men hvordan det kunne påvirke mig mentalt, og hvor nedbrydende det kunne være for min krop, og de bivirkninger medicinen giver, kom vi slet ikke ind på. Om en sådan samtale kan gøres anderledes og mere forståeligt, har jeg ingen løsning på, men man skal i hvert fald sørge for, at der er en anden person med til denne samtale.

Så går vi i gang

Jeg skulle til en række ambulante forundersøgelser, og også her imponerede afdelingen mig, for der blev lagt en fast plan, hvor flere undersøgelser kunne gennemføres samme dag, så jeg ikke skulle frem og tilbage mere end højst nødvendigt.

Allerede på tredjedagen gik det dog galt, og jeg stiftede bekendtskab med sengeafdelingen. Jeg skulle have indopereret et Hickmann-kateder i anæstesiafdelingen, og lægen, der skulle foretage indgrebet, virkede allerede fra starten meget stresset. Han var helt rød i hovedet, og begge sygeplejersker – følte jeg – sprang rundt for at behage ham. Det gik da også galt første gang han skulle stikke ind, og han rystede så meget på hænderne, at det grønne papir, som dækkede mig, knitrede ved hans rystelser. Han måtte forsøge i alt tre gange, før det lykkedes. Der var en sygeplejeelev med mig fra afdelingen, hun var med for at se, hvordan det foregik, og hun holdt mig krampagtigt i hånden og blev også mere og mere bleg. Tårerne trillede ned ad kinderne på mig, og jeg kan huske, at sygeplejersken spurgte mig, om jeg kunne klare det. Det sagde jeg ja til, men jeg lå alligevel og spekulerede på, om jeg skulle bede lægen stoppe og hente en anden læge. Det ærgrer mig, at jeg ikke gjorde det, for det lykkedes ham at perforere min ene lunge, så den klappede sammen, og jeg måtte have dræn ind i siden. Det var virkelig forfærdeligt, jeg følte det som om, der sad en kniv og stak i ryggen på mig. Det krævede den første uges indlæggelse, så alle de kræfter jeg havde forsøgt at oparbejde inden opstarten, forduftede med et slag.

Men på sengeafdelingen var der en god atmosfære, og vi lærte hurtigt hinanden at kende, så mine sidste forbehold blev fjernet, og jeg har fået et godt forhold til personalet, som jeg føler, er effektive, men også medmenneskelige. Der er selvfølgelig altid nogen, man snakker bedre med end andre, men de var altid gode til at spotte, når jeg hang lidt med hovedet og trængte til lidt støtte. Jeg har måske også ind imellem været lidt irriterende at have som patient, især checkede jeg altid den daglige medicinudlevering, for det var noget jeg selv havde og har styr på, og det skete da også, at der var fejl i medicineringen. På samme måde har jeg det ikke godt med, når andre skal arrangere aftaler for mig, jeg skal helst have det dobbeltchecket, det er noget jeg har fra mit job, og har det meget dårligt med at komme for sent, jeg vil hellere selv sidde og vente.

Kemobehandlingerne forud for transplantationen tog hårdt på mig, og jeg blev indlagt igen. Dagen før transplantationen var jeg meget bange og ked af det, og var usikker på, om det var det rigtige jeg gjorde. Men det hjalp at få det snakket igennem med en af sygeplejerskerne, og den 12. marts 2004 vil være endnu en dato, jeg nok vil huske fremover, da det var dagen for transplantationen.

I isolation

Måske vil lægerne betragte min transplantation som vellykket, da jeg havde fuld kimærisme, d.v.s. donorcellerne havde taget over allerede efter et par måneder, men det er jeg ikke helt enig i, for jeg røg ind i alle de virus- og infektionstilfælde, der næsten var mulige, og blev lagt i isolation i flere uger. Det er hårdt rent psykisk at være i isolation, og til sidst følte jeg mig som en fange i et fængsel. Godt nok måtte jeg gerne få besøg, men måtte ikke bevæge mig uden for stuen. Selv et glas vand skulle man have hjælp til at få hentet. Efterhånden blev det kun til at spise, sove og se fjernsyn, jeg orkede ikke engang at læse en bog. Litografierne på væggen har jeg studeret til mindste detalje, og jeg er ikke sikker på, at jeg vil have et billede hængende herhjemme af Ib Schønnemann, som hænger på flere af stuerne. Jeg havde det bedst med at ligge i den side, der vender ud mod parken, for så havde jeg lidt grønt at se på og nogle fugle at iagttage. Da jeg hen imod slutningen af den lange isolationsperiode måtte gå helt udenfor uden at opholde mig på gangen og i køkkenet, kørte Torkil mig ned til Langelinie, og vi sad der og fik en is. Det er svært at beskrive med ord, hvordan den følelse var at være ude i fri luft og have rigtigt tøj på, men befriende var det, og jeg fik energi til at komme lidt videre.

 Langelinie2

Sondemad

Jeg var ikke så god til at kalde, når det drejede sig om at få noget at spise, da jeg samtidig havde madlede og kvalme på grund af maveproblemer, og det endte da også helt galt. Jeg blev ved med at tabe mig, at jeg til sidst blev nødt til at få sondemad. Jeg var ikke meget for at få lagt den sonde, da jeg havde så dårlige erfaringer fra Herlev, hvor de virkelig havde mishandlet mig, og jeg havde sagt til mig selv, at jeg aldrig mere ville have en sonde op, men en ihærdig sygeplejerske på afdelingen fik mig overbevist om, at det var det eneste rigtige, og naturligvis havde hun ret. Hun havde holdt øje med, hvor lidt jeg fik spist, og havde besluttet, at inden hun gik hjem fra sin vagt, skulle jeg have lagt den sonde. Hun gjorde det så godt og nænsomt, at jeg fandt ud af, at det godt kan lade sig gøre uden at øve vold på patienten. Efter et par dages tilvænning lærte jeg selv at betjene sonden, så jeg kunne være herhjemme, og min mand lavede et sindigt Storm-P system, så posen kunne hænge ved min seng og dryppe ind, mens jeg sov. Det så pudsigt ud, men det virkede. Sonden røg naturligvis op flere gange i forbindelse med kvalme og opkast og måtte lægges ind igen, så det var en lang og sej kamp at komme igennem den periode, der varede hele sommeren.

Kosten er atter i fokus

Når man er indlagt samtidig med, at man har spiseproblemer, skal det næsten gå galt. Den varme mad er ikke indbydende med overkogte grøntsager og tyk, halvkold sauce, og der er ikke meget variation i menuerne. Bare synet af den brune masse (sådan syntes jeg, det altid var) og den hvide kartoffelmos var nok for mig. Jeg bad om at få kontakt til diætisten, men det var ikke så nemt. Det skete først, da jeg på et tidspunkt var hjemme og selv kontaktede hende. På det punkt kunne afdelingen godt have været lidt mere aktiv og håndteret mit problem på en bedre måde. Jeg mener, at der i dag er mere fokus på det, for jeg er selvfølgelig ikke den eneste, der har oplevet det. Til gengæld var diætisten effektiv, da jeg fik kontakt til hende og gav mig gode råd, og jeg kan stadig bare ringe til hende, hvis jeg har spørgsmål i den retning. Hvis jeg møder hende på gangen, kan hun straks kende mig, og det er da engagement. Hun møder trods alt mange patienter hver dag.

Spiseproblemer og psykologhjælp

Perioden med spiseproblemer var en stor belastning for mig og mine omgivelser. Jeg kunne ikke tåle lugten af mad, der blev tilberedt, råt kød kunne jeg slet ikke holde ud at se eller røre ved, og når jeg satte mig til bords sammen med familien, kunne jeg ikke spise noget. Det var efterhånden blevet en hel besættelse for mig, at jeg skulle forsøge at spise noget, men gik hver gang i baglås, og jeg havde konstant en pose inden for rækkevidde. Jeg var selv klar over, at jeg var kommet ind på et galt spor, men følte ikke, jeg fik tilstrækkelig opbakning fra hospitalets side. Det var nemlig ikke udelukkende på grund af infektion og GvH i tarmene, at jeg havde problemerne. Jeg besluttede derfor at tale med min egen læge for at få hjælp af en psykolog, da hun tidligere havde nævnt for mig, at jeg havde den mulighed. Jeg besøgte psykologen 4-5 gange, og ved fælles hjælp kom vi da også frem til, at jeg gik med en voldsom angst for, hvordan det hele skulle gå, og nok også var lidt modløs, som jeg skulle have hjælp til at få løst op for, for jeg følte, det var en meget tung proces, jeg var havnet i og kunne ikke rigtig se, at det førte til noget godt. Jeg fik igen mod på tilværelsen, og så gik det lidt fremad, indtil jeg røg ind i den næste virus. Og sådan er det gået under hele forløbet – en til to måneder, hvor jeg har haft det godt og troet på, at nu gik det bare fremad, men så blev jeg slået brat tilbage igen og forfra med masser af medicin og indlæggelser.

Magnolietræet

I den periode, hvor jeg lå isoleret, blomstrede et stort magnolietræ ude i parken, som jeg kunne se fra mit vindue. Det var så smukt, at jeg følte, jeg måtte prøve at tegne det. Nu er jeg ikke så god til at tegne, men havde sat tegningen op på opslagstavlen, og en sygeplejerske spurgte, om jeg havde haft besøg af et barn, så det har nok set lidt naivt ud. Træet kom til at betyde meget for mig og blev mit ”livstræ” – det var som en kontrast mellem træet, som fik liv og kraft til at gro både fra jorden og himlen, og min isolation, hvor jeg blev proppet med medicin og kunstig føde. Jeg besluttede, at det træ måtte jeg opleve igen året efter, så jeg havde bare at overleve.

                                     magnolia1

Hele det første år føler jeg næsten, at jeg var mere på hospitalet end herhjemme, og det var svært at komme til kræfter. Min toilettaske stod altid pakket og klar til afgang. Hvis jeg ikke lige svarede telefonen herhjemme, blev der altid ringet til min mand, om jeg nu igen var indlagt. Det var også en stresset tilværelse for ham, da han hver dag efter arbejdet kom ind og sad ved mig, og derved ofte levede af cafeteriemad eller fastfood og skulle samtidig selv klare alt det praktiske herhjemme.

2005/2006 (2. år)

Efter min indlæggelse i hele december måned (kom hjem to dage før jul) med endnu en virus og endnu engang i isolation, havde jeg lidt fremgang i de næste tre måneder, og nu troede vi, at det værste var overstået, og vi var på vej frem til normale tilstande. Jeg kom lidt mere til kræfter og var nogle dage på arbejde, men stadig til hyppig kontrol hver eller hver anden uge. Jeg blev holdt i kort snor, hvilket jeg dog har haft det godt med, for der har jævnligt skullet småjusteringer til rent medicinmæssigt. Min læge gav mig på et tidspunkt et godt billede af denne balancegang, idet han sammenlignede det med en pram, der sejler på en kanal. Så snart den kommer for tæt på kanten, skal retningen justeres lidt, men da en sådan pram ikke er så let at navigere, varer det lidt tid, før den reagerer på justeringen, men det er vigtigt ikke at ramme kanten.

Jeg reagerede på ny medicin

Da jeg stadig ikke selv danner B-celler har jeg med jævne mellemrum været nødsaget til at få tilført immunglobulin. I starten gik det også fint, men så skulle afdelingen anvende et nyt produkt, der var billigere – måske syntetisk, det ved jeg ikke – og det reagerede jeg sammen med flere andre på med rygsmerter og voldsomme rystelser og måtte lige have en overnatning på sengeafdelingen! Der blev lavet en statistik over, hvor mange patienter, der blev syge af det nye produkt, og jeg var sammen med de øvrige, der ikke kunne tåle produktet, temmelig utilfreds med, at jeg ikke kunne fortsætte med det produkt, jeg kunne tåle. Jeg fik derfor lov at få det gamle produkt, indtil lageret var opbrugt. Et tredje produkt blev herefter forsøgt anvendt, men det reagerede jeg ligeledes på. I dag har de heldigvis endelig fundet en løsning med et nyt produkt, hvor jeg får en portion i små doser. Det giver stadig nogle bivirkninger, og den dag må jeg være indstillet på at rive ud af kalenderen. Jeg har fuld forståelse for, at man skal spare, hvor der spares kan, for vi er bestemt nogle dyre patienter, men når man ikke kan tåle de nye produkter, burde man kunne bevilge de originale uanset prisen.

Den lille djævel vender tilbage

Min etårs undersøgelse gik fint, scanningerne var fine, knoglemarven var fin, blodprøverne var i orden, så alt tegnede lyst og godt. Derfor kunne jeg ikke forstå, at jeg begyndte at få nogle smerter i venstre side, som jeg havde lidt svært ved at definere. Det foruroligede mig lidt, og jeg tænkte lidt på den lille djævel med visir og sværd, som måske stadig gemte sig et eller andet sted. På den anden side med den megen medicin, jeg dagligt skulle tage, skulle der ikke så meget til, før nogle af organerne blev påvirket, så jeg måtte se tiden lidt an. Jeg blev undersøgt for bl.a. hjerteproblemer uden at der var nogen indikation af, hvor smerterne kom fra, men min læge var heldigvis obs. på det. Til sidst blev det så smertefuldt, at jeg måtte bede min mand køre mig på hospitalet, og jeg blev igen indlagt og måtte have stærkt smertestillende medicin for at kunne holde det ud. Jeg troede, jeg havde opbrugt min kvote for smerter, men det var ikke tilfældet. Forskellen fra tidligere var blot, at her reagerede de prompte på min smertetilstand, og nye undersøgelser blev hurtigt sat i gang. Slutresultatet var en genopblussen af den aggressive storcellede B-lymfom sygdom, som nu havde invaderet bughulen med en stor lymfom. Jeg blev lynhurtigt sat i strålebehandling og fik 20 behandlinger, som ikke var så slemme, som jeg havde frygtet. Jeg havde bl.a. fra brystkræftpatienter hørt om de forbrændinger, de blev udsat for, men min hud kunne tåle strålerne uden at blive forbrændt, og behandlingen viste sig at være effektiv.

Jeg troede, jeg kunne selv!

Da jeg var færdig med strålebehandlingerne, tænkte jeg, at jeg også kunne undvære den stærke smertestillende medicin, for jeg gik rundt som i en osteklokke og kunne efterhånden ikke huske noget eller koncentrere mig om at foretage mig noget, så jeg stoppede med at tage pillerne fra den ene dag til den anden uden at have aftalt det med lægen. Efter et par dage var jeg så syg, at jeg næsten ikke kunne stå på benene og rystede over hele kroppen. Min mand fandt ud af, at det nok var på grund af den medicin jeg var stoppet med, og da jeg havde talt med hospitalet om det, blev jeg klar over, at sådan kunne jeg ikke gøre det, der skulle en langsom nedtrapning til. Jeg fik det hurtigt bedre, så snart jeg fik pillerne igen, så jeg blev en hel del klogere på den barske måde. Det må være ligesom at være narkoman, det var vist det, de kalder abstinenser.

Slut med at være på arbejdsmarkedet

Men så var der gået endnu et forår og en sommer, hvor jeg havde det dårligt uden at kunne spore nogen fremgang, og dette sidste tilbagefald i sygdommen rystede os begge mere end tidligere, for transplantationen skulle jo netop være med til at holde lymfesygdommen væk. Det var ret tankevækkende, og jeg var overbevist om, at denne gang klarede jeg nok ikke skærene. Vi fik snakket nogle personlige og praktiske ting igennem. Jeg gik med til at blive indstillet til pension, da jeg godt kunne indse, at det med at komme tilbage til mit arbejde nok havde lange udsigter, hvis det overhovedet blev muligt. Jeg blev sagt op og fritstillet og fik med det samme tilkendt pension. Umiddelbart var det en lettelse, for jeg gik til stadighed med den dårlige samvittighed over, at jeg ikke kunne lave ret meget, og de kunne aldrig regne med, hvornår jeg kom på arbejde. Samtidig var det vemodigt at stå med sin opsigelse i hånden, for jeg var godt klar over, at nu var det definitivt slut med at være aktiv på arbejdsmarkedet for mit vedkommende. Det var et nederlag for mig, og har i lang tid fyldt meget i mine tanker. Netop tanken om at have et arbejde at komme tilbage til, når jeg var frisk til det, har i mange perioder givet mig styrke til at komme videre, og det holdepunkt var nu væk. Det har været sværere at acceptere, end jeg havde forestillet mig, og det fylder stadig lidt i min underbevidsthed, da jeg har noteret mig, at arbejde eller gamle kolleger ofte er med i mine drømme om natten.

Førtidspensionisten

Jeg skulle nu til at få nyt indhold i min tilværelse, og der var flere ting, jeg havde lyst til at kaste mig over, men det løste sig selv, for jeg fik igen hud-GvH, og gik til lysbehandling på Bispebjerg hospital tre gange om ugen, samtidig med at jeg stadig var til ambulant kontrol i Ambulatoriet, så det gik det meste af vinteren med. Da jeg i og for sig ikke var dårlig af GvH, var jeg nok lidt rastløs i den periode. Jeg opdagede, at jeg havde svært ved at sidde inde i min stue om dagen, da jeg følte, at jeg havde siddet der i stolen ved vinduet i så lang tid og været dårlig og træt og tænkt så mange triste tanker, at jeg fortrak til vores lille kontor. Samtidig reagerede jeg voldsomt i forbindelse med et hospitalsbesøg hos en god ven, som var indlagt på Herlev Sygehus. Så snart jeg kom ind i forhallen, fik jeg det dårligt og havde kvalme, og da jeg kom op på afdelingen, som har de samme farver, som på den afdeling, hvor jeg lå, kunne jeg næsten ikke få vejret. Heldigvis behøvede vi ikke at være der ret længe, men jeg har da kunnet komme der senere uden problemer.

Tålmodighed er en dyd

Min tilværelse har næsten formet sig som aktiekurser, der går op og ned. Når den går op, går det langsomt, men når den går ned, er det brat og med frit fald til bunden. Jeg var efterhånden kommet godt op ad kurven, og havde fået tilladelse til at rejse til Firenze, som vi planlagde, skulle finde sted i maj måned. Det var i februar måned, men allerede i løbet af marts røg jeg direkte ned i bunden med GvH i underlivet og yderligere en virus. (Ligesom sidste år skete dette umiddelbart efter et vellykket årscheck). Jeg måtte derfor igen starte helt forfra med hele arsenalet af medicin, incl. Prednisolon. Historien gentog sig: jeg blev indlagt med stærke hovedsmerter og forhøjet blodtryk, blev proppet med piller og antibiotika og blev helt afkræftet. Jeg følte, jeg var faldet ned i et dybt, dybt hul, som var svært at komme op af igen, og alle pillerne lagde sig som tunge sten i min mavesæk og raslede rundt ligesom i historien om strudsen, der spiser alt, hvad den kommer i nærheden af, og det hele rasler rundt i maven på den. Denne gang reagerede jeg kraftigt på prednisolonen, så mit hoved blev kuglerundt – det kaldes også måneansigt – , og jeg kunne en overgang næsten ikke se ud af øjnene. Jeg har haft svært ved at se mig selv i spejlet, det føltes næsten som dengang, jeg havde tabt håret, man er jo lidt forfængelig. Og så blev turen til Firenze aflyst! Det var et stort nederlag for mig. Men som de andre gange, hvor jeg har måttet begynde forfra, har min læge haft ret – med tålmodighed og medicin kommer jeg op igen, og optimismen vender tilbage, blot synes jeg det bliver sværere at komme op igen for hver gang jeg falder ned i hullet, og jeg føler, det tærer mere og mere på min krop. Jeg har følt det som om, min krop har været ved at krakelere, og kan undre mig over, at mit ”system” kan blive ved med at holde til det.

Forholdene i ambulatoriet

Det har været en fordel for mig, at jeg har haft min læge som min ”base” og gamle kendinge blandt plejepersonalet, der har fulgt mig hele tiden og straks kan se, om det er en god eller dårlig dag, når jeg kommer på det ugentlige besøg. De gør deres bedste for at få det hele til at fungere under de meget dårlige forhold, der er i ambulatoriet. I venterummet sidder man i en gennemgang, der fører ind til børneafdelingen, og der er en livlig trafik, der giver meget støj og uro. Jeg har prøvet at tage tid, og sådan en formiddag går der max. 2 minutter mellem hver gang, døren til børneafdelingen bliver åbnet, og den larmer! Man kan klare det de dage, man har det godt, men jeg har flere gange siddet og næsten været ved at falde ned af stolen af træthed og utilpashed, og da er ens tålmodighedstærskel meget lav, for der er altid lang ventetid, og nogle sidder endda med dropstativ og får behandling. Det er ikke usædvanligt at skulle sidde der i både tre og fire timer, hvilket i sig selv er ret enerverende, men da vi ofte skal vente på blodprøvesvar, kan jeg godt se, at det kræver lidt tid. Ydermere er gennemgangen oplagringsplads for store transportpaller, som man undertiden skal kante sig forbi. Det er utroligt at tænke sig, at et område, der primært skal bruges som ambulatorium for syge patienter, også bliver anvendt til opbevaring af tomme paller.

Hverdagen

Efter 2½ år går jeg stadig til hyppig kontrol. Jeg kan nu få dagligdagen til at hænge sammen og udfylder min tid med aktiviteter, som jeg ikke ville have haft tid til, hvis jeg var på arbejdsmarkedet. Jeg går til gymnastik og cykler stadig ofte til stranden, jeg går til kunstforedrag på Folkeuniversitetet, genopfrisker mine franskkundskaber og er medlem af den lokale hyggebio. Så – jo – jeg har et godt liv og ser optimistisk på den nærmeste fremtid. At jeg kalder det “den nærmeste fremtid” er ret bevidst, for jeg tør stadig ikke langtidsplanlægge, nedturene sidder stadig for dybt i mig. Sidst, men ikke mindst holder jeg meget af at skrive, og bruger fortsat min dagbog, når jeg har tanker og bekymringer, men også glæder, jeg skal af med.

 

November 2007 – forholdene i ambulatoriet


Da jeg stadig har min hyppige gang på Hæm. afd. på rigshospitalet, bl.a. til blodprøvekontrol, og på grund af genopblussen af GVH, således at jeg igen er på prednigsolon og immundæmpende medicin (stopper det dog aldrig?!), skylder jeg afdelingen at nævne, at der nu er sket positive ændringer i ambulatoriet. Vores venterum er flyttet fra mellemgangen, hvor man følte, man sad på en banegård, til et aflukket rum; der ikke er så overfyldt, for der er ligeledes indrettet flere hvilepladser, så man ikke sidder til offentlig skue med sit dropstativ, og og køleskabet bliver nu kun brugt af “os” og ikke af alle tilfældige forbipasserende. Jeg ser heller ikke de tomme transportpaller mere (i hvert fald meget sjældent). Det er bare rigtig godt gjort. Stor tak til ledelsen. Derudover kan jeg ikke sige for tit, at sygeplejerskerne på afdelingen er altså supermennesker. De er virkelig gode til at spotte en, hvis man ”hænger lidt med hovedet”, og er gode til at spørge ind til problemerne. Jeg har flere gange oplevet, at de får ”trykket på den rigtige knap”, så vi får talt om nogle – ofte meget personlige – ting, som jeg ikke umiddelbart selv ville have taget op, hvis jeg ikke var blevet spurgt direkte. Stor ros til jer piger!