Kalender

december 2019
M Ti O To F L S
« mar    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  

Diagnosen

Hvordan og hvornår opdager man, at der er noget galt?

I starten af året (1999) begyndte mit ene ben at hæve, og jeg fik menstruationsforstyrrelser, hvorfor jeg gik til læge. Jeg fik noget vanddrivende medicin, som også hjalp. Jeg syntes også, at jeg var lidt mere træt, f.eks. havde jeg altid taget trapperne op til tredje sal på mit arbejde, men det kneb hver gang, jeg nåede anden sal. Andre grinede lidt af mig, for det var da meget naturligt, jeg blev jo snart 50 år! Trætheden slog jeg selv lidt hen, for jeg havde løst en meget stor opgave på arbejdet, hvor jeg havde været koordinator i forbindelse med kontorets flytning og samkøring med nye medarbejdere. I maj var vi til et arrangement hos vore nærmeste venner – de har en stor betydning for mig under hele forløbet, og vil blive nævnt flere gange. Her blev jeg syg med voldsomme mavesmerter, men tog først til læge dagen efter. Min læge tog det alvorligt denne gang og sendte mig videre til en gynækolog, for måske havde jeg fået en ny cyste eller havde hormonforstyrrelser. Da det ikke var tilfældet, blev jeg sendt videre til en kirurgisk speciallæge i mave-tarmsygdomme. Her fik jeg foretaget den første koloskopiundersøgelse. Han kunne ikke umiddelbart finde noget usædvanligt, selv om han undersøgte mig to gange. Jeg var stædig, da jeg havde en fornemmelse af, at der var noget galt. Det var som om maden ikke kunne passere, for jeg måtte hen og ligge hver gang, jeg havde spist.

Fra speciallæge til hospital

Speciallægen var da også så meget i tvivl, at han sendte mig videre til Glostrup sygehus, for, som han sagde, der har de bedre og mere avanceret udstyr til disse undersøgelser, samtidig med at jeg havde fået hæmorider og blod i afføringen. Igen en koloskopi og en røntgenundersøgelse. En sådan koloskopi er en af de værste undersøgelser, jeg er blevet udsat for. Det er meget ubehageligt, og gør meget ondt i maven. Røntgenundersøgelsen var dog en af de grimme oplevelser, jeg havde, og som jeg ville have skubbet væk, hvis ikke den havde været så afgørende. Røntgenlægen var meget ubehagelig, overlegen og uforskammet – man ligger mere eller mindre blottet med slanger op i tarmen – men han hilste ikke, sagde ikke sit navn, beordrede mig blot at ligge helt stille. Slangerne faldt uheldigvis ud, og de måtte tage nogle af billederne om, og jeg blev skældt ud. Det var dog den afgørende undersøgelse, for her fandt de noget ved overgangen fra tyktarmen til tyndtarmen. Umiddelbart var det en lettelse, for nu vidste jeg, at der var noget galt, og det var rigtigt, at der sad noget i tarmen, som stoppede gennemgangen. Det var derfor nødvendigt med en operation. Der var da også en vis lettelse at spore fra min mands side.

Er hun hypokonder?

Alt dette skete fra maj til september. I den periode var min egen læge ind imellem i tvivl, om det var noget, vi skulle gå videre med, eller vi skulle se tiden an, speciallægen var i tvivl, og der var en ikke særlig venlig kollega, der sagde til mig, om jeg ikke var en hypokonder. Det sidste var et hårdt slag i ansigtet, og jeg græd lidt, da jeg kom hjem, for jeg kunne mærke, at der virkelig var noget galt med min krop.

Hvordan havde jeg det så i den periode? Ja, jeg var meget ked af, at jeg igen gik og skrantede, og nu skulle familien igen høre på mine beklagelser og tage hensyn til mig. Tanken om, at det kunne være noget alvorligt strejfede mig, og jeg tænkte på min far og hans sygdom. Denne tanke blev gemt langt væk, for det kunne bestemt ikke passe, jeg mente absolut, at det måtte være en cyste, som den jeg havde haft for mange år siden, og det var bare en operation, så var det overstået. Jeg fik heller ikke nogen antydninger om det modsatte fra hospitalets side. I denne periode gik jeg også til zoneterapeut. Hun gjorde også sit til, at jeg skulle fortsætte med undersøgelserne. Det samme gjorde min mand, for jeg var flere gange ved at melde fra til de forskellige undersøgelser, for jeg syntes undertiden ikke de førte til noget. Vi havde dog en positiv oplevelse i denne periode. I august måned inviterede vore gode venner os med til Himmerland Golfcenter på en weekendtur. Vi lejede en golfvogn til mig, som jeg kørte rundt i, og vi havde nogle dejlige dage, hvor vi lagde problemerne lidt på hylden.

Opholdet på Glostrup Amtssygehus

Da lægerne på Glostrup sygehus havde besluttet, at en operation var nødvendig, fik jeg at vide, at der ville gå ca. 14 dage, før jeg blev indkaldt. Det passede mig fint, for jeg skulle have to større projekter afviklet før indlæggelsen. Jeg var ved at planlægge et større europæisk møde i København og havde mange bolde i luften, som skulle gribes på det rette tidspunkt. Jeg tænkte slet ikke på, om jeg havde kræfterne til det, men psykisk havde jeg overskuddet! Jeg havde heldigvis en kollega på sidelinien, som hjalp mig. Det andet projekt var min yngste søns 18 års fødselsdag den 14. september, hvor vi havde inviteret hele familien til havefest, ca. 25 gæster, lørdagen før.

Men allerede to dage efter samtalen (fredag den 10. september) omkring beslutningen om operation blev jeg ringet op på arbejdet af en sygeplejerske fra hospitalet, at de ville operere mig den efterfølgende tirsdag – den 14. september, min søns fødselsdag. Som i så mange andre situationer har jeg et fastfrosset indre billede, hvor jeg ser mig selv sidde på mit dejlige solfyldte kontor med udsigt til Nyboder, telefonen ringer, og jeg har egentlig ikke tid til at tage den. Men det fik jeg! Dette skete om fredagen, så jeg blev noget rystet, for nu kunne jeg ikke færdiggøre min opgave med det store møde. Jeg fik dog lynhurtigt uddelegeret opgaverne og kunne tage hjem og holde familiefest. Vi havde besluttet ikke at sige noget til familien, for det skulle ikke ødelægge dagen for min søn. Men så dukkede min læge op lørdag middag, da nogle af gæsterne var ankommet, for at aflevere nogle papirer, jeg skulle tage stilling til inden indlæggelsen og operationen. Han ville have mig til at deltage i et forsøg med medicin mod blodpropper i forbindelse med operation, hvilket jeg naturligvis sagde ja til. Jeg var derfor nødsaget til at fortælle, hvorfor lægen kom, og så blev der alligevel snakket en del om det forestående. Jeg så nogle bekymrede miner, men gjorde mit bedste for at overbevise dem om, at det ikke var noget særligt, jeg var snart ovenpå igen.

Jeg holdt facaden både overfor kollegaer, familie og venner, men rystede indvendigt. Jeg havde på det tidspunkt endnu ikke lært at tage lidt hensyn til mig selv! Også i denne situation har der hægtet sig en ejendommelig hukommelse på, for jeg husker klart og tydeligt, hvilket tøj jeg havde på, helt uden betydning i nogen sammenhæng, men jeg har ikke haft lyst til at anvende blusen siden.

Ventetiden på svar

Selve operationen gik planmæssigt. Jeg fik fjernet halvdelen af tyktarmen og 30 cm tyndtarm, men undgik stomi, som jeg ellers var blevet orienteret om kunne være udfaldet. Ved overgangen fra tyndtarmen til tyktarmen sad en stor ”polyp”, der formentlig var årsag til spiseproblemerne. Desuden fandt de mange små polypper i tyndtarmen, som var helt usædvanligt. Et stykke blev sendt til nærmere undersøgelse hos patologen. Resultatet ville først foreligge efter nogle dage.

Da det var min søns 18 års fødselsdag, kom de alle tre ud til mig om eftermiddagen, da jeg var ”næsten” vågen, og jeg fik lejlighed til at ønske ham tillykke på fødselsdagen. Det har nok været et noget chokerende syn, der mødte dem, for jeg havde slanger her, der og alle vegne.

De efterfølgende dage var da også svære at komme igennem med smerter, opkast, spiseproblemer o.lign. Plejepersonalet var fantastisk til at lette tilværelsen for mig. På et tidspunkt fik jeg lyst til noget appelsinjuice, hvorfor en sygehjælper støvsugede egen og naboafdelingerne for appelsiner og pressede saft til mig.

”Det skal vi nok klare, det her”

Fredag den 17. september kl. 13.00 var min mand tilsagt til møde med overlægen på afdelingen. Mødet skulle finde sted inde ved min seng, for jeg kunne ikke stå op. De to andre medpatienter blev sendt ud, hvilket den ene blev meget vred over, men også her blev jeg beskyttet af sygeplejerskerne, da jeg nok på det tidspunkt var på sammenbruddets rand. Der var så kun min mand, afdelingssygeplejersken, overlægen og mig tilbage. Han havde en god og en dårlig nyhed! Den gode var, at det ikke var mave/tarmkræft, men den dårlige var, at det var lymfekræft, som temmelig uheldigt sad i tarmene. Sygeplejersken græd, og min mand var ved at bryde sammen, men jeg fik uanede kræfter, og den første tanke, der faldt mig ind, var at det skulle jeg ikke dø af på samme måde som min far og min søster, så jeg udbrød: ”Det skal vi nok klare, det her!” og jeg ville gøre alt, hvad jeg selv havde mulighed for at gøre, så jeg kom ud på den anden side i god behold. På det tidspunkt var jeg ikke klar over, hvor grueligt meget jeg skulle igennem, før jeg nåede dertil (er ikke helt nået frem endnu!). Vi fik af lægen en grundig forklaring på tilstanden, og han forklarede, at det var nødvendigt at overføre mig til Herlev hospital, hvor jeg sandsynligvis skulle i kemobehandling, da de mange små ”knuder” ikke kunne fjernes. Hele seancen vil altid stå lysende klart for mig som et filmklip, der først knækkede, da vi blev alene! Pludselig står ens verden stille, og man fatter ikke, hvordan bilerne kan køre videre nede på vejen, og folk bare går videre. Skulle jeg virkelig dø nu, vi havde slet ikke levet livet færdigt med hinanden og vore børn – de var jo kun næsten voksne. Min mand stod ovre ved vinduet og græd – hvad skulle jeg gøre? Jeg fik igen den indre fornemmelse af, at hvis jeg bare selv gjorde noget, ville jeg klare det. Jeg ville i alt fald sige ja til videre behandling. Jeg havde selv været vred på min søster over, at hun havde sagt fra, og hun havde også så meget at kæmpe for. Hendes to små drenge havde brug for hende, men selv om vores drenge var næsten voksne, ville jeg gerne følge dem i deres videre uddannelse og etablering af familie. Det allervigtigste var dog min mand, nu havde jeg gjort ham ked af det, og jeg kunne slet ikke forestille mig, at vi ikke skulle være sammen mere.

En af de skelsættende datoer

Jeg kunne grave mig ned under dynen, men min mand havde den vanskelige opgave at gå hjem og ringe, for der var mange, der gik og ventede på besked. Bl.a. var det den dag, hvor det store arrangement, som jeg havde været med til at forberede, blev afviklet på mit arbejde, og jeg har fået fortalt, at de alle sammen sad i kantinen for at puste ud, da han ringede. Det havde givet et større antiklimaks ovenpå det vellykkede arrangement. En god kollega til mig har de efterfølgende år altid kunnet huske denne dato.

Om aftenen kom min mand igen sammen med drengene. Den største var ligesom min mand meget ulykkelig, men den mindste fattede umiddelbart ikke alvoren, eller også var han i chok, for han var fuld de næste 14 dage, og ville ikke snakke med min mand om situationen.

Den 17. september 1999 er en skelsættende dato for det videre forløb og for vores tilværelse. Jeg tror, vores reaktion lå helt på linie med, hvad andre i lignende situationer oplever: forvirring, angst, men også håb, for en anden tanke, der gik igennem hovedet på mig var, at de jo kunne have taget fejl, selv om jeg absolut ikke fik næring til dette håb fra lægens side. Men hele situationen virkede så surrealistisk på mig.