Kalender

december 2019
M Ti O To F L S
« mar    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  

14. september 2009

Det er en dag med ambivalente følelser. På den ene side er det en glædens dag, fordi det er min søn Jacobs fødselsdag, men på den anden side er det i dag 10 år siden mit liv ændrede sig radikalt.

Netop i dag for 10 år siden blev jeg opereret første gang, hvor man konstaterede lymfekræft i tarmene. Det vendte fuldstændig op og ned på vores liv, og hvad har jeg så fået ud af de 10 år?

Langt hen ad vejen har det været en hård tid både fysisk og psykisk med mange og lange behandlingsperioder, der flere gange har sat mig ud af spillet med en efterfølgende lang genopbygningsperiode. Det har kostet mig mit job og min tilknytning til arbejdsmarkedet, og det har givet mig nogle fysiske skavanker, som jeg skal leve med i hverdagen.  Det har haft nogle økonomiske konsekvenser, og det har ændret vores hverdag, samtidig med at vore drømme og udfoldelsesmuligheder måtte tages op til revision.

På den anden side har jeg også en del, ja endog ret mange, positive ting liggende i min 10-års bagage.

Den dag lægen på hospitalet fortalte mig, at jeg havde kræft, besluttede jeg, at det skulle jeg overvinde – jeg ville være blandt dem, der påvirkede statistikken på ca. 10 års levetid for lymfekræftpatienter i den positive retning. Altså var mit mål at overleve mindst 10 år. Det har jeg opnået, og jeg er i dag nået dertil, hvor jeg betragter resten af min levetid som bonustid. En tid, jeg vil sætte pris på at være en del af, uanset hvor længe det varer.

Jeg har fået tilbudt og modtaget flere forskellige behandlinger, men den mest radikale har nok været min knoglemarvstransplantation, som nok har været hård, men som også har givet mig ekstra levetid. Ikke mindst er jeg min ukendte donor dybt taknemmelig for at have stillet sig til rådighed, for at jeg kunne få slået mine kræftceller ned. Det er stort.

Rent fysisk er jeg ikke særlig stærk, og det har kostet mig en ny hofte, som ikke helt fungerer til min tilfredshed. Og dog kan jeg klare en masse. Jeg kan nu selv passe hus og have og deltage i mange aktiviteter. Jeg er ikke god til at gå, men jeg kan cykle lange ture.

Mange siger, de får sorteret i deres vennekreds i forbindelse med en sådan sygdomsperiode. Der er altid nogle, som trækker sig tilbage, når man er i modvind. Det har jeg også oplevet, men ikke med ret mange. Til gengæld er jeg blevet beriget med nye venner, som jeg i dag sætter stor pris på, og disse nye venskaber har været medvirkende til, at jeg er kommet godt igennem min sygdomsperiode. Disse venner, hvoraf de fleste selv har været igennem en sygdomsperiode, er langt hen ad vejen blevet brugt til at snakke med og skrive sammen med om mine tanker og følelser, som der har været rigtig mange af, og som skulle tackles, for at jeg kunne komme videre.

Min positive liste er heldigvis længere end min negative liste. Jeg har fået indfriet nogle ønsker, jeg havde, jeg kan få hverdagen til at hænge sammen, og jeg har så meget at være taknemmelig for, at der er meget at bygge videre på i mine bonusår.